En klimapolitisk strategi renset for symbolpolitik

Dommedag er aflyst, og den grønne fremtid venter.

Danmark skal føre en klimapolitik, der udelukkende sætter fokus på en grønnere fremtid. Det kan vi gøre, hvis vi tør tænke internationalt og lægger klimanationalisme, floskler og rygklapperi på hylden. Med en klimapolitisk strategi renset for symbolpolitik bliver fremtiden både grøn og god – og den politik kan føres uden at skræmme vores børn.

Klimakrisen kalder på løsninger, ikke frygt og rygklapperi

Vi er på vej ind i en ny tid. Vindmøller snurrer rundt på marker og have, solceller suger kraft fra selve solen, og kernekraftsreaktorer splitter verdens grundsten ad for at skabe ren og sikker energi. Den grønne omstilling vinder frem hver eneste dag. Jeg tror på, at menneskeheden kan klare den grønne omstilling, hvis vi satser på opfindsomhed, ny teknologi og flid. Sådan som vi har klaret alle andre problemer i historien. Dommedag er aflyst, og den grønne fremtid venter. Men vi skal turde tænke internationalt, lægge klimanationalismen langt væk og insistere på, at grøn omstilling ikke er uforenelig med vækst og velstand. Danmark skal være helt i front. Ikke kun på TV, men i virkeligheden. Vi skal skabe de grønne løsninger, som hele verden ikke blot roser, men efterligner. Og så skal dansk klimapolitik have et langt mere internationalt udsyn. Uanset hvilken hjernegymnastik vi forsøger os med, er atmosfæren ligeglad med, om CO2‘en kommer fra Danmark eller Kina.

Danmark skal være et reelt foregangsland

Desværre ser vi partier på Christiansborg, der kynisk forsøger at tale til klimafrygten, og skræmmer vores børn til at tro, de kan ende med at bo på pæle, fordi havene stiger. Sådan behøver vi ikke at føre klimapolitik. Sådan en klimapolitik vil jeg ikke være med til at føre. Den danske klimapolitik er i dag båret af nationalt navlepilleri. Alt for ofte prioriterer vi symbolsk handling i Danmark over reelle reduktioner i den globale CO2-udledning. Mange holder skåltaler om Danmark som et foregangsland, alle andre kan efterligne. Men vi er på vej ned ad en vej, som andre ikke kan efterligne.

Vi skal være visionære, effektive og internationale

Vi får en stor andel af vores ”grønne” energi fra biomasse, og vi forbruger langt mere biomasse, end vi selv producerer. Den model kan hele verden selvsagt ikke efterligne. Hvis vi skal være et foregangsland, skal vi være visionære, effektive og internationale. Udvikling og udbredelse af ny teknologi skal være krumtappen for et samfund, som er i balance med naturen, men som også nyder gavn af velstand og fremgang. Det kan godt lade sig gøre, og det skal vi bevise. Vi skal også fokusere på at hjælpe andre lande med at reducere deres CO2–udledninger. På den måde kan vi nå 100 procent reduktion i 2030, i stedet for 70 procent-målsætningen. Vi kan få langt mere grøn omstilling for pengene ved at hjælpe andre lande med at høste deres lavthængende CO2-frugter end ved at fokusere på det sidste CO-molekyle i Danmark.

Læs mere: Hvis du er interesseret i at læse hvad jeg konkret vil gøre for den grønne omstilling, skal du læse med nedenunder i de blå bokse. Her kan du læse mere om hvad jeg mener med internationalt udsyn i klimapolitikken, hvordan kloge skatter og afgifter kan nedbringe brugen af biomasse, og til sidst hvilke teknologier jeg ser som de vigtigste: elektrificering, havvind og kernekraft.

100 procents reduktion gennem internationalt udsyn

Den danske klimadebat handler i helt utrolig grad om Danmark. Som om at resten af omverdenen holder vejret i spænding over, hvad der besluttes i det danske folketing.

Hvis Danmark vil gøre en forskel med den grønne omstilling, skal vi forstå, at vi må byde os til med grønne løsninger. Og her menes ikke kun danske virksomheders salg af grønne løsninger. Vi skal aktivt sprede vores know-how om grønne løsninger i energisystemet på affaldsområdet, til fjernvarme mv. Vi skal hjælpe andre lande med omstilling både teknisk og økonomisk, for opgaven er global.

Energistyrelsen har allerede i et dansk-kinesisk samarbejde hjulpet Kina med at øge fleksibiliteten på kinesiske kulkraftværker, således at mere vindenergi kan indpasses i det kinesiske energisystem. Med det samarbejde er man lykkedes med at få indpasset vindenergi svarende til 9 store havvindmølleparker og reduceret spildet fra vindenergi markant. Samarbejdet har skabt reduktioner svarende til 63 % af udledningerne fra det danske energiforbrug. Det svarer til omkring 19 mio. tons CO2- ækvivalenter.

Det kan være svært at opgøre effekterne af Danmarks internationale klimaindsats, men projektet i Kina giver et pejlemærke om, at man kan opnå store resultater med små ressourcer. Derfor er der god ræson i at øge puljen til netop den slags myndighedssamarbejde. Det væsentlige for klimaet er reelle reduktioner.

Regeringen bryster sig af at være ekstremt ambitiøse med de klimaaftaler, de laver, men i virkeligheden er det ingenting i forhold til, hvis vi fokuserer vores kræfter på at reducere i udlandet. Her er nogle af regeringens aftaler sammenlignet med Energistyrelsens projekt i Kina.

Kloge skatter og afgifter

Det bedste redskab til at drive den grønne omstilling i Danmark er kvotesystemet og en reform af de grønne afgifter. DØRS har beregnet, at omkostningen for statskassen ved at nå 70 %-målsætningen med en ren tilskudsstrategi vil være i størrelsesordenen 50 mia. kr. Det er mere end 10 gange så meget, som hvis man bruger en ensartet CO -afgift. Samtidigt beregner DØRS, at de samfundsøkonomiske omkostninger vil være flere gange større ved tilskudsstrategien. Med andre ord mangler vi en ensartet CO -beskatning.

En ensartet CO -beskatning betyder, at man finder samme skat i og udenfor kvotesystemet. Det mest naturlige er altså at benytte en beskatning på samme niveau som kvoteprisen – og så eventuelt arbejde for højere kvotepriser, hvis der er behov for, at omstillingen skal gå hurtigere. Det kan man f.eks. gøre ved kvoteopkøb eller ved på EU-niveau at udvide de fleksible kvotemekanismer. Men der er allerede sket en stor udvikling i forhold til kvoteprisen.

Skal man have en ægte beskatning af klimagasser, bliver man også nødt til at gøre op med den behandling, som biomasse har i vores energisystem. Biomassen er i dag afgiftsfritaget ud fra en betragtning om, at biomassen er CO -neutral over sin levetid. Det er i nogle sammenhænge rigtigt, men det gælder ikke for meget af den biomasse, vi i dag importerer. En anseelig andel af vores biomasseforbrug kommer fra f.eks. USA og Canada, hvor der som minimum er udledninger ved transporten.

Biomassen udgør i dag hovedparten af den danske vedvarende energi, og hovedparten af biomassen er importeret. I fremtiden bør biomassen beskattes, medmindre man kan være sikker på, at den konkrete biomasse reelt er CO -neutral. Det er svært at forestille sig, at biomasse i det nuværende omfang skulle kunne produceres CO -neutralt på den længere bane.

Turbo på elektrificeringen af Danmark

En grøn omstilling kan udelukkende ske gennem en elektrificering af det danske samfund og en langt større produktion af grøn strøm. I dag udgør el kun ca. 20 % af den energi, vi bruger, mens resten kommer fra benzin og olieprodukter, naturgas, biomasse, osv. Vi kan ikke opnå et meget grønnere samfund uden, at en lang større andel af vores energiforbrug bliver el. En gammel og utilstrækkelig elinfrastruktur står desværre i vejen for, at vi kan udbygge produktionen af grøn el hurtigt nok. På trods af at hele branchen skriger efter udbygninger af elnettet, har det ikke været en politisk prioritet. I stedet har vi bare opført flere vindmøller, selvom nettet i dag er presset til det yderste. Det kan vi gøre bedre.

Udbygningen er i dag finansieret via tarif-systemet, som er skabt for at holde snor i net-selskaberne. Det er økonomisk fornuftigt i en normalsituation. Men når vi har brug for at mangedoble vores elforbrug, har vi brug for langt mere aggressive investeringer, hvor vi skeler mindre til, om der vil være en overkapacitet i en periode. Med klimaaftalen åbnede man for geografisk differentierede tariffer for producenterne for bedre at styre, om elproduktionen blev udvidet i ét område eller et andet. Men for os at se er opgaven en anden end at mikrooptimere på placeringen af elproduktionen. Man bør i stedet sikre en langt større kapacitet i elnettet, så vi får maksimeret den grønne, rentable elproduktion på land så hurtigt som muligt. Det bør ske ved statslige investeringer og kan opnås ved at målrette de statslige overskud ved salg af CO -kvoter. Den nuværende situation, hvor sol- og vindprojekter står i kø, men ikke bliver til noget på grund af elnettet, er dybt uholdbar.

Store dele af det danske elnet er enormt gammelt, og der er brug for store kapacitetsopgraderinger på både transmissions- og distributionsnettet. En analyse fra Rambøll for Wind Denmark anslår, at hvis 70 %-målsætningen skal opfyldes, skal – elforbruget stige med 83%. Rambøll finder, at der frem mod 2040 skal investeres i størrelsesordenen 80 mia. kr. for at kunne klare denne merbelastning.

Udover direkte statslige investeringer er der også et stort behov for, at netselskaberne investerer langt mere. Net-selskabernes dilemma er, at hvis de overinvesterer, sender de store, unødvendige regninger videre til deres kunder, som ikke kan skifte udbyder. I den situation er der brug for, at staten sender et klart signal om, at vi mener det alvorligt med elektrificeringen af vores samfund.

Desværre gør vi i dag det modsatte, da Energinets beregningsforudsætninger ikke tager udgangspunkt i dramatisk stigende elforbrug. Det skal ændres. Man skal huske på, at risikoen ved at underinvestere er mindst lige så stor som risikoen for at overinvestere. Lægger man kabler i jorden med for lidt kapacitet, vil man senere skulle afholde den samme omkostning igen. Og endnu værre risikerer man at fordyre, forsinke og besværliggøre den grønne omstilling af det danske samfund.

17-dobling af dansk havvind

Hvis el-infrastrukturen opgraderes, så der er kapacitet til en hastig elektrificering, står vi på nippet til en revolution i grøn energi, hvor vedvarende energi kan udbygges i højt tempo uden statslige tilskud. For solkraft og vindmøller på land har det længe været sådan, at det kunne foregå kommercielt uden støtte. En lang række landprojekter står i kø og venter på elnettet. Og seneste udbud af havvindmøller, Thor, blev vundet uden støtte og med store forventede betalinger til staten. Udfordringen er nu kun, at det går alt for langsomt med opsætning af ny havvind.

Udbuddene, som er skabt for at minimere statsstøtte, bør blive afløst af store auktioner efter modellen i New York-Bight-auktionen. Her blev seks store områder udbudt, og virksomhederne bød samlet ca. 4,4 mia. dollars for at få lov til at udvikle havområderne uden for New York og New Jersey. Udviklerne forventes at opsætte mellem 5,6 og 7 GW havvindskapacitet. Det er altså ca. 3 gange den nuværende danske havvindskapacitet på 2,3 GW, som amerikanerne får sat op ved en enkelt auktion.

Læringen er, at havvind nu er rentabelt, at store udbud skaber attraktive priser, og at vi har en klar europæisk førerposition på havvind. 5 ud af 6 af vinderne i New York Bight er europæiske firmaer. Danmark har særligt i Nordsøen nogle af de mest attraktive forhold for havvind. Derfor burde der ikke være noget til hinder for, at vi også i Danmark finder de grønne ambitioner frem. Vi skal snarest lave meget store auktioner af havvind, så Danmark kan lykkedes med at blive en væsentlig eksportør af grøn strøm.

Energistyrelsen har i en screening identificeret et havvindpotentiale på minimum 40 GW på et areal på ca. 35.000 km2. Vi skal have en politisk målsætning om, at vi hurtigst muligt får udnyttet denne kapacitet.

Danmark skal være nukleart foregangsland

En gennemgående elektrificering af det danske samfund vil kræve enorme mængder af strøm og understrege behovet for at producere langt mere el. Det skal ske ved at sætte turbo på den nuværende omsætning af solceller og vindmøller. Men det er formentligt ikke nok. Derfor skal en Niels Bohr-kommission kigge på muligheden for at opsætte atomkraft i Danmark. Atomkraft er et kendt grønt alternativ, som f.eks. sørger for, at Frankrigs elforsyning er endnu grønnere end den danske. Og det er kun fornuftigt at afsøge muligheden for at diversificere vores elforsyning yderligere med atomkraft – navnlig set i lyset af vores nabolandes hovedløse beslutning om at udfase deres atomkraftværker. Ud med skræmmebilleder, ind med sund fornuft.

Selvom kendte atomkraftløsninger ikke skulle passe til Danmark i morgen, bør vi stadig fjerne forbuddet mod, at atomkraft kan indgå i den danske energiforsyning. Det er muligt, at en kommission vil finde, at de nuværende atomare muligheder ikke passer til Danmarks energiforsyning. Men danske virksomheder udvikler 4. generationsreaktorer, som har et meget stort potentiale. Samtidigt udvikles der modulære versioner af kendte teknologier, der gør det muligt at skalere atomkraft til Danmarks behov.

Og hvor de nuværende VE-kilder skaber store udsving i strømproduktionen, ville et dansk atomkraftværk kunne skabe en langt mere stabil strømforsyning. Det kan klart være en fordel at have en stabil strømkilde, når andelen af vind- og solenergi i elnettet er stor, så man sikrer en vis bund i produktionen uafhængigt af vejret. I takt med at forbruget bliver mere fleksibelt, at man i højere grad kan lagre energi (f.eks. i fjernevarmesystemet) og PTX-teknologier udvikles, vil fordelene ved en ufleksibel strømforsyning bestående af atomkraft og traditionelle VE-kilder blive større. Man vil i højere grad kunne bruge strømmen, når den produceres, og udfordringen bliver i højere grad at producere nok billig el. Her har atomkraft et meget stort potentiale, som man ikke bør lade drukne i gamle 70’er-paroler.

Ruslands invasion af Ukraine har samtidig – på smertelig vis – blotlagt skrøbeligheden i den europæiske energiforsyning. I Europa er vi dybt afhængige af russisk gas, og vi er dermed indirekte med til at finansiere Putins krig. Det går naturligvis ikke, og derfor er det svært at se en europæisk energiforsyning, hvor kernekraft ikke spiller en væsentlig rolle.

Teknologi skal være drivkraft

Den grønne omstilling handler til dels om at udrulle den kendte teknologi, og om at finde teknologiske løsninger på det, som vi i dag ikke kan løse. Elektrificeringen sker i høj grad med kendt teknologi, men på en lang række områder mangler de gode løsninger. Det handler fx om produktionen af stål og cement, om fødevarer og om visse typer af brændstoffer.

På en række områder er vi meget langt fra at have kendte og rentable teknologier, som bare venter på at blive udrullet. Derfor skal vi investere massivt i at få en række teknologier længere ned i fødekæden. Det kan fx være ambitionen om at producere stål ved at afbrænde grøn hydrogen produceret ved hjælp af elektrolyse.

På visse områder er der måske ikke en vej frem. Det er f.eks. svært at se en CO – neutral cementproduktion i en nær fremtid. Skal vi som samfund nå netto CO – neutralitet, bliver vi altså nødt til at have kompenserende teknologier. Det kan ske ved at opfange og lagre CO. Der bliver investeret massivt i CCS- og CCU-teknologier i de kommende år, og forhåbentligt kan prisen bringes ned på et bæredygtigt niveau.

I takt med at en stadig større del af strømmen produceres fra vind og sol, er der et stigende behov for at omstille elforbruget. Der er brug for, at vi i højere grad kan udnytte elektriciteten, når den bliver produceret. Teknologier, der kan gøre forbruget mere fleksibelt, bliver allerede udrullet i de her år. Men skal vi for alvor få det fulde udbytte af den grønne strøm, må der ske rigtig meget på det her område. Reformer, som understøtter mere fleksibelt forbrug, som f.eks. fleksible tariffer og digitale elmålere i private hjem, vil snart være udrullet.

Vi skal afsætte en ny forskningsmilliard på at støtte udviklingen af grønne teknologier, som vil få betydning på den lange bane.

Alexander Ryle

Folketingskandidat i København for Liberal Alliance

Relaterede politiske emner

Andre mærkesager

Frihed til forskellighed

Kan vi løse et problem med mere frihed i stedet for mindre frihed, skal vi altid gøre det
Donér til min kampagne

Giv et økonomisk bidrag i min kamp mod et mere liberalt Danmark

Jeg har brug for ethvert bidrag jeg kan få fjdisajf idsa kfodsa kfdosa fkdsoa fdkoafdsa fdsa fdsa. Jeg har brug for ethvert bidrag jeg kan få fjdisajf idsa kfodsa kfdosa fkdsoa fdkoafdsa fdsa fdsa. 

Doner via MobilePay

Overfør til 299665 og marker din betaling med “Ryle” + [dit navn/selskab]

Doner via bankoverførsel

Reg.nr.: 3409
Konto nr.: 3409235387
Bank: Danske Bank

Skriv Alexander Ryle + navn/selskab som besked til modtager