Krigen mod narkotika er tabt. Det burde efterhånden stå klart for enhver efter adskillige årtiers fejlslagen forbudspolitik. Den manglende vilje blandt vores magthavere til at erkende, at krigen mod narkotika er tabt og aldrig nogensinde vil kunne vindes gennem forbudspolitik, forhindrer os i at vedtage politikker på området, som rent faktisk kan gøre en forskel. En rusreform der løser udfordringerne fra bunden.
Det undrer mig, at vi som samfund ikke er mere kritisk indstillet overfor det flertal af politikere, som slipper alt for let afsted med billige postulater og naive forestillinger om, at vi kan løse problemet med euforiserende stoffer, hvis bare der bliver slået hårdt nok ned på både bagmænd og brugerne. For når alt kommer til alt og regningen skal gøres op, så har tilhængerne af forbudspolitikken et meget alvorligt forklaringsproblem. For hvordan kan man som ansvarlig magthaver retfærdiggøre at føre en politik, som en hastigt voksende mængde af empiri med al tydelighed viser, har katastrofale følgevirkninger på nogle af samfundets mest marginaliserede borgere?
Eksempelvis viser erfaringerne fra Portugal, som afkriminaliserede euforiserende stoffer allerede i 2001, at man ved at føre en mere liberal politik på området har fået flere stofmisbrugere til at søge hjælp af egen drift. Frygten for at blive retsforfulgt har for mange stofmisbrugere været en for stor barriere, som afholdt dem fra at få den hjælp, de så desperat havde brug for. Det burde ikke komme som en overraskelse, at man ved tilbyde hjælp i stedet for straf får flere mennesker til aktivt at gå behandlingens vej. Overvej engang hvis nogen foreslog, at en alkoholiker skulle mødes med truslen om at blive retsforfulgt i stedet for tilbuddet om behandling.
Det undrer mig , at vi i et progressivt land som Danmark finder os i, at nogle af vores mest udsatte og marginaliserede medborgere skal mødes af landets myndigheder på denne måde. Forbudsregimet har ført til hårdere stoffer, usikre gader, en kriminel milliardomsætning, og stadig flere misbrugere. Det minder om 30’ernes alkoholforbud i USA, der også var en kæmpe fiasko.
I flere andre lande ser vi nu nye idéer vinde frem. For nyligt har højesteret i Norge fjernet straf ved besiddelse af mindre mængder af en række forskellige stoffer til eget brug, og det samme har vi set i den amerikanske delstat Oregon tilbage i november 2020. I den canadiske provins British Columbia kører har de også gang i en forsøgsordning med afkriminalisering af euforiserende stoffer fra 31. januar 2023 til 31. januar 2026.
Som alle ovenstående eksempler viser, så er forbudsregimet hastigt ved at krakelere verden over. Jeg mener det er på tide, at vi har en reel offentlig debat omkring i Danmark, om hvorvidt vi ønsker at fortsætte den totalt fejlslagne forbudspolitik, eller om vi har modet til at gøre noget markant anderledes. Jo længere vi venter med at tage denne uundgåelige samtale, desto flere mennesker vil lide unødigt. Det kan ingen være tjent med. Mindst af alt de mennesker, som fortsat lider under forbudspolitikken.
Overfør til 299665 og mærk din betaling med “Alexander”.
Reg.nr.: 3409
Konto nr.: 3409235387
Bank: Danske Bank
Skriv Alexander + navn/virksomhed som besked til modtager