Jeg mener, at myndige borgere skal være frie til selv at bestemme, hvordan de lever deres liv. Derfor skal du naturligvis også selv kunne bestemme, om du vil nyde en smøg til en fest, en god cigar nytårsaften, eller en joint eller til fredagsbaren. Derfor stillede Liberal Alliance tidligere på året forslag om legalisering af cannabis i en prøveperiode på 5 år, så vi kunne få sat gang i debatten og vise skeptikerne, at verden altså ikke går under af at give danskerne lidt mere frihed i hverdagen. Desværre blokerede Socialdemokratiet, Venstre, m.fl. for at det, men i Liberal Alliance kæmper vi videre.
Cannabis kan være skadeligt, ingen tvivl om det. Men den nuværende kriminalisering af cannabis gør det ikke mindre skadelig, tværtimod. På trods af, at cannabis i dag er ulovligt, så forhindrer det ikke, at man kan få fat i det. Og særligt for unge mennesker under 18 år er det ofte lettere at skaffe cannabis end alkohol fordi kriminelle grupperinger er ligeglade med, hvem de sælger til. Alkohol er et legalt rusmiddel, cannabis er et illegalt rusmiddel. Men alkohol er langt mere giftigt og sundhedsskadeligt, og noget mere vanedannende end cannabis. Det hænger ikke sammen. De 10% som kommer ud i problemer med afhængighed af cannabis vil kunne hjælpes langt mere effektivt, og med flere midler, hvis vi fjerner stigma og kriminalisering.
I de sidste 10 år har 18 stater i USA legaliseret cannabis, og legalisering er på tegnebrættet i yderligere 13 stater. Canada legaliserede ligeledes cannabis i 2018. Der er ingen tal, der indikerer, at en legalisering skulle medføre en stigning i forbruget hos unge mennesker i hverken USA eller Canada. I Europa har både Luxembourg og Malta for nyligt legaliseret cannabis, og i Tyskland og Schweiz har regeringerne tilkendegivet, at de også ønsker at legalisere salg af cannabis. I Italien er der ligeledes indsamlet det nødvendige antal underskrifter til at afholde en folkeafstemning om legalisering.
I dag kriminaliserer vi en stor gruppe ellers lovlydige danskere ganske overflødigt. Jeg synes det er på tide at vi prøver noget nyt og lader os inspirere af erfaringerne fra landede omkring os. Lad os legalisere cannabis i Danmark – det kan kun gå for langsomt.
Overfør til 299665 og mærk din betaling med “Alexander”.
Reg.nr.: 3409
Konto nr.: 3409235387
Bank: Danske Bank
Skriv Alexander + navn/virksomhed som besked til modtager